

Vejlefjords historie starter i 1895, da den unge læge Christian Saugman sætter sig for at åbne Sanatorie for Brystsyge – Danmarks første sanatorium for behandling af tuberkulose.
Kort efter at han havde taget sin medicinske embedseksamen i 1889, blev Christian Saugman selv ramt af tuberkulose, og han søgte derfor behandling i Tyskland, hvor lægen Hermann Brehmer havde opnået positive resultater med at behandle tuberkulosepatienter med frisk luft, god ernæring og motion på sit sanatorium ved byen Görbersdorf (det nuværende Sokołowsko i Polen).

Saugman tilbragte næsten to år på sanatoriet i Görbersdorf som både medhjælpende læge, patient og forsøgsperson for nye behandlingsmetoder. Efter sit ophold var Saugman overbevist om, at tuberkulose var en sygdom, der kunne kureres, og han gjorde det til sin livsopgave at oprette et tilsvarende sanatorium i Danmark.
Beliggenheden skulle være afsides, fjernt fra byer, jernbaner og befærdede veje, så luften var ren og god. Efter at have søgt rundt om i landet, fandt Saugman det helt rette sted på nordsiden af Vejle Fjord. I skovene langs kysten fandtes en åben dal, der var fuldstændig lukket til alle sider og omgivet af bøgeskov. Saugman beskrev det som, at “naturen her var smilende og af enestående skønhed”.

Saugman måtte dernæst få pengestærke mænd med på ideen om et sanatorium, og den indflydelsesrige fabriksejer G.A. Hagemann stillede sig beredvilligt i spidsen for projektet.
Det lykkedes også Saugman at få Den Almindelige Danske Lægeforening interesseret i sagen, og et gennembrud blev det foredrag, som Saugman holdt på lægeforeningens møde i august 1895. Her fremlagde han et detaljeret forslag om at etablere et tuberkulosesanatorium med plads til 65 patienter, der skulle ligge ved Fakkegrav på nordsiden af Vejle Fjord.
De danske læger blev ved mødets afslutning opfordret til at tegne andele på 100 kroner i et aktieselskab, der fik navnet Sanatorie for Brystsyge. I bestyrelsen fik Saugman sæde, sammen med blandt andet grossereren Emil Vett, der også kom til at spille en vigtig rolle i Julemærkekomiteen.

Gennem Vejlefjords mere end 125-årige historie som tuberkulose- og nervesanatorium samt specialsygehus for hjerneskade har der altid været tradition for at benytte den smukke natur i rehabiliteringen.
I Saugmans tid hed det sig, at hvis man kunne klare en gåtur op ad den snørklede og stejle Sneglebakke eller en vandretur langs fjorden ud til Træskohage Fyr – ja, så var man ved at være klar til at komme hjem. Den dag i dag er det stadig tegn på, at man er ved at genvinde de fornødne kræfter og mobilitet til at komme hjem til sine vante omgivelser.
I årene, hvor Vejlefjord fungerede som nervesanatorium, var området lukket for uvedkommende. I dag er parken og skovområderne derimod åbne for alle, der har lyst til at udforske den enestående natur og de historiske omgivelser ved fjorden.

I området omkring Vejlefjord blev oprindeligt anlagt 20 kilometer vandrestier eller såkaldte kurveje til brug for patienternes behandling og rekreation. Kurvejene eksisterer den dag i dag, hvor de fortsat spiller en vigtig rolle i rehabiliteringen på Vejlefjord og samtidig giver besøgende mulighed for at opleve naturen.
Flere af kurvejene er opkaldt efter personer, som har haft særlig betydning for Vejlefjord og behandlingen af tuberkulose: Man kan fx gå på Robert Kochs Vej, Finsensvej – og ikke overraskende – Saugmansvej.
Parken blev renoveret i årene 2011-12, hvor flere af de oprindelige seværdigheder enten blev restaureret eller erstattet med nye. Placeringen af seværdighederne er fortsat den samme, og på en gåtur rundt i parken kan man blandt andet gå over Bedstemors Bro, besøge Kys-mig-straks-hytten eller tage et hvil på en tænkebænk på Kongens Nytorv.

I de seneste år er træning i naturen blevet en stadig større del af rehabiliteringen på Vejlefjord. I parken er der flere steder opsat QR-koder, som patienterne kan scanne med deres egne smartphones.
Koderne giver adgang til forskellige opgaver, som de kan løse som del af et “digitalt orienteringsløb”, der træner både krop, tænkning og kommunikation.
Alle historiske steder i parken er også markeret med en QR-kode, som besøgende kan benytte til at få viden om Vejlefjords lange og interessante historie.